I de 10 minutter hvor Claus Texel Schmidt sidder i interview til dette nummer af Byggeinfo, er der bud efter ham en gang før interviewet, tre gange under interviewet og en gang lige efter interviewet. Men Claus er også projektleder for en af de store entrepriser i renoveringen af gårdhusene i Albertslund Vest, nemlig tømrer-, snedker- og murerentreprisen..
”Der er ikke to dage, der er ens på denne her byggeplads,” siger Claus bemærkelsesværdigt roligt i forhold til den store efterspørgsel, der er efter hans person. Men Claus er også en erfaren bygningsingeniør fra Enemærke og Petersen.
”Det, at man aldrig helt ved, hvad man møder ind til på sin arbejdsdag, er en af de ting, jeg godt kan lide ved jobbet, ud over processen med hele tiden at finde løsninger, fortæller Claus.”
Renoveringen af Albertslund Vest
Renoveringen af Albertslund Vest
Mød en entreprise: Tømrere, snedkere og murere
Ni entrepriser udfører arbejdet på byggepladsen. Claus Texel Schmidt er projektleder for tømrerne, murerne og snedkerne gennem firmaet Enemærke og Petersen. Denne artikel har været bragt i Byggeinfo Vest.
”Det er mig, vores 40 mænd kan komme til, hvis der er spørgsmål i det daglige i forhold til tømrer-, murer- og snedkerentreprisen. Vi skal lave alt det indvendige i husene såsom gulve, vægge, lofter, køkkener, badeværelser samt vinduesfacader og indgangsdøre. Jeg tager mig af økonomien, koordineringen og planlægningen.”
Claus kan dog også godt mærke presset. Ikke så meget på grund af efterspørgslen efter hans person, men nærmere på grund af at man generelt er presset på tiden.
”Man bliver trykket fra mange sider, om hvornår man er færdig, og det er stressende. Der kan godt komme e-mails, hvor man kan høre på tonen, at folk er pressede. Vi har lovet boliger klar til bestemte indflytningsdatoer, som beboere venter på i den anden ende. Men jeg tror på, at vores svære periode er overstået, og jeg synes, at det nu kører bedre, og jeg glæder mig til, at det bliver bedre endnu. ”